343
mine, „og den maa lyde omtrent saaledes: De har hørt om den og den Begivenhed, d. v. s. om Mordet, og beder derfor om at maatte meddele Undersøgelsesdommeren, som har denne Sag i sine Hænder, om at de og de Genstande tilhører Dem, og at De ønsker at indløse dem, eller … naa, forøvrigt skriver De alt dette op for Dem.”
„Men det er nu saaledes, at jeg i dette Øjeblik,” sagde Raskolnikow og gjorde sig Umage for at synes saa forlegen som mulig — „ikke er ved Muffen, saa at endog denne Ubetydelighed … ser De, jeg ønskede bare nu at anmelde, at disse Genstande tilhører mig, og at jeg senere, naar jeg bliver ved Muffen.”
„Det gør aldeles ikke noget,” svarede Porphyrius, hvis kolde Ro Erklæringen for Pengespørgsmaalets Vedkommende ikke var bleven forstyrret. „De kan for Resten ogsaa skrive direkte til mig i samme Retning.”
„Paa almindeligt eller paa stemplet Papir?” skyndte Raskolnikow sig at spørge, idet han syntes at lægge særlig Vægt paa Pengespørgsmaalet.
„Aa, paa det aller almindligste!” Porphyrius Petrowitsch betragtede ham aabenbart spotsk og saa ligesom blinkende over mod ham.
Det kunde forøvrigt ogsaa godt være, at Raskolnikow var ene om denne Iagttagelse, da det kun varede et Øjeblik. Dog vilde han gærne have svoret paa, at Porphyrus, Fanden véd hvorfor, havde blinket til ham.
Han véd alt! — foer det som et Lyn gennem ham.
„Undskyld at jeg bebyrder Dem med slige Bagateller,” vedblev han, bragt lidt ud af Koncepterne, „Sagerne er højst fem Rubler Værd, men de er mig kære som Erindringer efter dem, de skriver sig fra,
