344
og jeg maa tilstaa, at jeg blev meget ængstelig, da jeg erfarede…”
„Derfor var det ogsaa, Du foer saadan op, da jeg i Gaar sagde til Sossimow, at Porphyrius havde taget alle Pantelaanerne i Forhør,” tilføjede Rasumichin med øjensynlig Hensigt.
Dette var dog altfor uforskammet. Raskolnikow kunde ikke lade være at sende ham et Blik fra sine af Vrede lynende Øjne. Han samlede sig dog snart.
„Hør nu, Broder, det ser ud, som om Du vil spotte mig?” vendte han sig med godt hyllet Ærgrelse til Rasumichin. „Jeg indrømmer, at jeg maaske synes altfor ængstelig for disse Sager, som i dine Øjne er saa ubetydelige; men derfor er det dog ikke nødvendigt at holde mig for egoistisk eller grisk; i mine Øjne er disse to Smaating ikke unyttigt Skraml. Jeg sagde Dig for lidt siden at Sølvuret — det kan være, at dets virkelige Værdi ikke er tolv Skilling — men det er det eneste Arvestykke, der findes efter min Fader. De maa gærne le ad mig, men min Moder er kommen hertil”, sagde han henvende sig til Porphyrius, „og hvis hun fik at vide,” vedblev han idet han atter vendte sig mod Rasumichin og gjorde sig Umage for at faa Stemmen til at skælve, „at dette Ur er borte, saa sværger jeg Dig til, at hun vilde blive aldeles fortvivlet! Kvinderne er nu en Gang saadan!”
„Aa, jeg mente det jo slet ikke paa den Maade, tværtimod!” sagde Rasumichin krænket.
Gjorde jeg det godt? … var det ogsaa naturligt? … smurte jeg ikke for tykt paa? — tænkte Raskolnikow i indre Skælven. — Frasen om Kvinderne var for Resten overflødig!
„Ah, saa Deres Fru Moder er altsaa kommen? spurgte Porphyrius Petrowitsch.
