345
„Ja.”
„Naar kom hun egentlig?”
„I Gaar Aftes.”
Porphyrius tav og syntes at overlægge.
„Deres Sager vil i hvert Fald ikke gaa tabt”, vedblev han koldt og roligt. „Jeg har ellers længe ventet, at De skulde komm.
Og som om han ikke havde sagt noget paafaldende, skød han Askebægeret hen til Rasumichin, der ubarmhjærtigt tilsølede Bordtæppet med Cigaraske.
Raskolnikow foer sammen, men Porphyrius syntes ikke at bemærke noget og var tilsyneladende endnu beskæftiget med Rasumichins Cigaretaske.
„Hva-a-d? ventet? Vidste Du da, at han havde pantsat noget dér?” raabte Rasumichin.
Porphyrius Petrowitsch vendte sig direkte til Raskolnikow.
„Begge Sagerne, Ringen og Uret, var hos hende, indlagte i et og samme Papir, og paa Papiret stod tydeligt Deres Navn skrevet med Blyant tilligemed Datoen, da de var indleverede.”
„De lægger da ogsaa nøje Mærke til al Ting?” sagde Raskolnikov smilende men lidt forlegent, idet han anstrængte sig for at se ham lige i Øjnene; for Resten kunde han ikke afholde sig fra at tilføje:
„Jeg bemærker dette kun, fordi der dog vist var mange Panter… saa De vel har ondt ved at huske alle… og alligevel véd De saa nøje … og … og …”
”Det var dumt sagt! Hvorfor skulde jeg nu tilføje det! tænkte han atter i sit stille Sind.
„Næsten alle Laantagere er nu fundne. Der
