347
forstand i det? Nu, da Faren er forbi, kan jeg jo gærne sige Dig det aabent!”
„Jeg var ked af dem begge to i Gaar!” sagde Raskolnikow, idet han med fræk, udfordrende Spot vendte sig til Porphyrius, „og jeg løb bort for at søge mig et andet Logis, at de ikke skulde finde mig; jeg tog ogsaa en Slump Penge med mig; Hr. Sametow der, han saa Pengene. Naa, Hr. Sametow, var jeg i Gaar ved fuld Fornuft eller var jeg i Febervildelse; døm De i Sagen!”
Han havde i dette Øjeblik kunnet dræbe Sametow. Dennes Blik saa vel som hans Forberedelse til Svar var ham lige meget imod.
„Efter min Mening talte De i Gaar ikke alene meget fornuftigt, men endogsaa meget fiffigt; kun var De meget oprørt,” sagde Sametow tørt.
„Og i Dag fortalte Nikodim Fomitsch mig,” tilføjede Porphyrius Petrowitsch, „at han i Gaar Aftes sent havde truffet Dem hjemme hos en Embedsmand, der var bleven overkørt…”
„Naa, ser Du, hvad nu den Embedsmand angaar,” sagde Rasumichin, „var Du maaske ikke forrykt den Gang! Han gav Enken sine sidste Penge til Begravelsen! Naar Du nu endelig vilde hjælpe hende, saa kunde Du have givet hende femten eller tyve Rubler, saa havde Du i det mindste haft fem Rubler til Dig selv; men han gaar min Sandten hen og giver hende alle de femogtyve han har!”
„Maaske har jeg fundet en Skat et eller andet Sted, som Du ikke véd noget om, og var derfor saa gavmild i Gaar… Hr. Sametow derhenne, han véd, at jeg har fundet en Skat … Undskyld.” sagde han, idet han med skælvende Læber vendte sig til Porphyrius, „at vi opholder Dem saalænge, med slige Smaating. De er vist allerede ked af os, ikke sandt?…”
