353
lo Porphyrius. „Forestil Dem bare, vendte han sig til Raskolnikow, „saaledes var det ogsaa i Gaar, saaledes hang de i, seks ad Gangen … og saa var de i Forvejen fugtede med Punsch — kan De forestille Dem det? — Nej, lille Broder, Du lyver: „Samfundstilstandene” har en stor Betydning ved Bedømmelsen af Forbrydelser, det kan jeg forsikre Dig.”
„Det ved jeg nok, at de har en stor Betydning, men sig mig bare: naar f. Eks. en fyrretyveaarig Mand misbruger en tiaars Pige — er det da „Samfundstilstandene”, som tvinger ham til det?”
„Ja, hvorfor ikke? — strængt taget har ogsaa Samfundstilstandene deres Skyld i det; en saadan Forbrydelse kan man meget let forklare ved Indflydelsen af Omstændigheder i Samfundet.”
Rasumichin blev næsten rasende.
„Naa, ved Du hvad?” brølede han, „saa vil jeg straks bevise Dig, at Du har hvide Øjenbryn ene og alene, fordi Iwan Welikijs Taarn i Moskwa er femogtredive Favne højt; bevise det klart, nøjagtigt og følgerigtigt, endog med et Anstrøg af Liberalisme? Skal vi vædde?”
„Godt, jeg vædder. Lad os en Gang høre, hvorledes han vil føre Beviset.”
„Ak, han forstiller sig bare, den Satan!” raabte Rasumichin afværgende. „Lønner det sig maaske at diskutere med Dig! Han gør det med Vilje, Du kender ham endnu ikke, Rodion! I Gaar tog han ogsaa Parti for dem, bare for at holde dem alle for Nar; — Gud hvor han vrøvlede i Gaar, Herre Gud!… Og de var ude af sig selv af Glæde! .. Somme Tider kan han gennemføre en saadan Rolle i fjorten Dage. I Fjor faldt det ham pludselig ind at gøre os vise paa, at han vilde blive Munk; det varede i to Maaneder! Og ganske nylig
