355
lever saa ensomt, at Sager, som direkte berører Dem, ikke en Gang er Dem bekendt!”
„Bravo Rod'ka! Jeg vidste heller ikke noget om det,” raabte Rasumichin. „Jeg gaar straks hen i Læsekabinettet og beder om Numeret! For to Maaneder siden? Hvilken Dag? Men det er det samme, jeg finder den nok! Jo det er nydeligt! Han fortæller os ikke et Ord om det!”
„Men hvoraf véd De egenlig, at den paagældende Artikel er af mig? Den var jo kun undertegnet med et Bogstav.”
„Det var ganske tilfældigt, for et Par Dage siden fik jeg det at vide af Redaktøren; jeg kender ham … den interesserede mig meget.”
„Saavidt jeg mindes, underkastede jeg Forbryderens Sjælstilstand under hele Forløbet af Gerningen en Undersøgelse.”
„Ja, og De paastaar, at den Gærning at øve en Forbrydelse altid er ledsaget af en Sygdomstilstand. Meget, meget originalt, dog … mig interesserede ikke fortrinsvis dette Sted i Deres Artikel, men en anden Tanke, som De, desværre kun i Forbigaaende, strejfer henimod Slutningen. De husker den vel; det er nemlig det, at der her i Verden gives saadanne Individer, der ikke alene kan begaa hvilkensomhelst Eksces, enhver Forbrydelse, men som endog har fuldstændig Ret til det, og for hvem ingen Love er bestemmende.”
Raskolnikow lo over den voldsomme Fortolkning, hvormed hans Idé med Villie blev fordrejer.
„Hvad for noget? Hvad siger De? Har man Ret til at begaa Forbrydelser? Vel ikke fordi Samfundstilstandene har Skylden?” spurgte Rasumichin ængstelig.
„Nej, nej, ikke ganske paa den Maade,” svarede Porphyrius, „Sagen er den, at i denne Herres Ar-
