358
at forlade den almindelige Alfarvej. Med faa Ord: De ser, at der endnu i dette ikke forekommer noget særlig nyt. Det er altsammen bleven trykt og læst allerede tusind Gange. Men hvad min Inddeling af Menneskene i sædvanlige og usædvanlige angaar, saa tilstaar jeg, at den paa en vis Maade er vilkaarlig; for Resten giver jeg mig jo heller ikke ud paa eksakte Tal. Jeg holder kun fast ved min Hovedtanke, og den bestaar deri, at Menneskene i Følge Naturlovene almindeligvis lader sig dele i to Klasser: i en lavere (de sædvanlige) eller saa at sige Materialet, der udelukkende tjener til Artens Forplantning — og i egentlige Mennesker, som har den Gave eller det Talent i deres Kreds at udtale et „nyt Ord”, at slaa ind paa nye Veje. Der gives naturligvis her en Mængde Underafdelinger, men Grænsen mellem begge Klasser er meget skarp: Den første Klasse, altsaa Materialet i Almindelighed, bestaar af Mennesker, der efter deres Natur fortrinsvis er konservativt sindede, sædelige og lydige, som elsker Lydigheden. De er efter min Mening endogsaa forpligtede til at være lydige, thi det er deres Bestemmelse, og deri ligger slet ikke noget nedværdigende for dem. Menneskene af anden Klasse overskrider allesammen Loven, er Omstyrtere eller efter deres Anlæg tilbøjelige til Omstyrtning. Disse Menneskers Forbrydelser er naturligvis relative og forskelligartede; for det meste efterstræber de Omstyrtelsen af det Bestaaende i det Bedres Navn. Naar en af dem i sin Ides Interesse skrider over et Lig, maa udgyde Blod, saa kan han i sit eget stille Sind, paa Tro og Love, give sig selv Tilladelse til det — men jeg maa føje til: naturligvis kun efter sin Ide og dens Omfang. Dette er min Anskuelse, og kun i den Forstand taler jeg i min Artikel om den Ret som disse Mennesker har til at begaa Forbrydelser.
