359
De husker jo, at vi begyndte vor Samtale herom ved det juridiske Spørgsmaal. For Resten, man behøver ikke at blive saa synderlig urolig for den Sags Skyld; Mængden erkender næsten aldrig denne Ret, men henretter Overtræderne af Love og Vedtægter, man hænger dem — hvis man kan — og opfylder derved i fuldkommen Overensstemmelse med sin Ret, den i dem boende konservative Bestemmelse; kun er derved at tage Hensyn til, at de følgende Slægtled for det meste stiller denne Mængde henrettede paa Piedestaler og viser dem mer eller mindre Ærbødighed. Den første Klasse er altid — det Bestaaendes Herre; den anden Klasse — Fremtidens Herre. De første opholder Verden og formerer Menneskene i Antal, de andre bevæger Verden og fører den mod Maalet. Saavel den ene som den anden har fuldkommen lige Ret til at eksistere. Med ét Ord, jeg giver enhver lige Ret og — vive la guerre éternelle — naturligvis indtil det nye Jerusalem kommer.”
„De tror altsaa trods alt, paa det nye Jerusalem?”
„Jeg tror paa det,” sagde Raskolnikow fast; under hele den lange Tirade og indtil det sidste Ord havde han vendt Øjnene mod Gulvet.
„Tror De… ogsaa paa Gud …? Undskyld at jeg er saa nysgærrig.”
„Jeg tror paa ham,” gentog Raskolnikow og hævede Blikket op mod Porphyrius.
„Og … paa Lazarus's Opvækkelse?”
„Ja … Men hvorfor spørger De dog om det?”
„Tror De bogstavelig derpaa?”
„Ja, bogstaveligt.”
„Virkelig? … jeg spurgte kun af Nysgærrighed — undskyld. Dog tillad mig — jeg vender til-
