Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/37

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

31

tilgivet Dig … én Gang tilgivet … ogsaa nu skal din Synd tilgives Dig, thi Du har elsket meget!” Og han vil tilgive min Sofia — ja, jeg véd, han vil tilgive hende! — Jeg følte det i mit Hjærte — før da jeg var hos hende! Og over alle vil han holde Dom og tilgive alle, baade gode og onde, kloge og dumme … Og naar han har holdt Dom over dem alle, saa vil han ogsaa kalde os frem: „Kom I ogsaa nærmere,” vil han sige, „kom nærmere, I Drukkenbolte, I Uslinger, I Skamløse!" Og alle vil ile til ham; uden Frygt og Bæven vil de træde frem for hans Aasyn. Og han vil tale og sige: „I Svin, I som har gjort Jer selv til Dyr og til Dyrets Lige, kom I ogsaa til mig!” Og de Vise og Kloge vil opløfte deres Stemmer og sige: „Herre, hvorfor lader Du ogsaa disse komme til Dig?” Og se, han vil svare dem: „Jeg lader dem komme til mig, I Vise og I Kloge, fordi ingen af dem holdt sig selv for værdige til at komme til mig” … Og han vil række sin Haand ud imod os, og alle vil vi bøje os ned over den, og vi vil græde og vi vil forstaa alt! — Ja, vi vil forstaa alt … og Katharina … ogsaa hun vil forstaa det … Herre, til os komme dit Rige!”

Han faldt tilbage paa Bænken, kraftløs og udmattet, hensank i dybe Grublerier uden at bryde sig om sine Omgivelser. Hans Ord havde gjort et sælsomt Indtryk paa flere af de andre. Et Øjeblik blev der ganske stille, men lidt efter lød der atter Skældsord og Latter.

„Det var godt dømt!…”

„Sikke noget Vrøvl!…”

„Det er ogsaa en Embedsmand!…”

Og videre i samme Toneart.

„Hør, følg med, Herre,” sagde Marmeladow pludselig, idet han hævede Hovedet og henvendte sig