367
Dem. Eller endnu bedre, kom selv hen til mig paa Kontoret … i disse Dage … om De vil i Morgen. Jeg er der Klokken omkring elleve. Da kan vi ordne det Hele … tale om det … og da De er en af dem, som i de seneste Dage var dèr, saa kan De maaske ogsaa meddele noget…” tilføjede han med den godmodigste Mine.
„De vil forhøre mig officielt?… efter alle Former?” spurgte Raskolnikow skarpt.
„Hvorfor det? Foreløbig er det slet ikke nødvendigt. De har ikke forstaaet mig rigtigt. Ser De, jeg forsømmer ingen Anledning og … og … har allerede talt med alle dem, der har laant paa Pant … med en har jeg afholdt et Vidneforhør … og De, som den sidste … Ak ja, à propos!” sagde han pludseligt ligesom glædende sig over et Indfald, „det er godt, at jeg netop husker det; — at jeg ikke før tænkte paa det!” sagde han henvendende sig til Rasumichin: „véd Du, at da Du den Gang tudede mig Ørene fulde om denne Nikalaschka … naa, jeg ved det jo selv nu, for længe siden, at Fyren er uskyldig!” — han vendte sig til Raskolnikow — „men hvad er der at gøre ved det, Mitka maatte jeg ogsaa ulejlige … altsaa Sagen er den: Da De den Gang gik ned ad Trappen … om Forladelse, det var jo mellem syv og otte…?”
„Mellem syv og otte…” svarede Raskolnikow og havde den ubehagelige Følelse, at han ikke havde behøvet at sige dette.
„Altsaa, da De mellem syv og otte befandt Dem paa Trappen, saa De da ikke i anden Etage i den aabne Lejlighed — De husker nok? — to eller maaske kun en? De passede deres Malerarbejde. Skulde De ikke have lagt Mærke til dem? Det er nemlig meget, meget vigtigt for disse Folk…!”
„Malere? Nej, jeg saa ingen…” svarede Ras-
