373
„Ganske simpelt! Paa saadanne Smaating snubler nemlig de listigste aller lettest. Jo fattigere en Mand er, desto mindre tænker han paa, at han kan blive fanget paa det allersimpleste. Den mest udspekulerte maa man just fange ved de simpleste Midler. Porphyrius er slet ikke saa dum, som Du tror…”
„Men i saa Fald er han en Slyngel!”
Raskolnikow kunde ikke undertrykke en Latter. Men straks faldt det ham ind, at det dog var besynderligt, at han nu paa en Gang saa livligt og beredvilligt indlod sig paa alle disse Forklaringer, medens han dog kun med mørk Uvilje og tvungen af Nødvendigheden havde ført den tidligere Samtale.
Jeg begynder at finde Smag i det, i al Fald tildels, tænkte han for sig selv.
Men næsten samtidigt blev han atter urolig, som om en uventet og ophidsende Tanke havde truffet ham. Hans Uro steg, da de var komne til Huset.
„Gaa op alene,” sagde han pludselig, „jeg kommer om en halv Time.”
„Men hvor vil Du nu hen? Vi er her jo allerede!”
„Jeg maa, jeg maa! en Forretning … om en halv Time er jeg her igen … sig dem det.”
„Som Du vil — men jeg følger Dig.”
„Du vil altsaa ogsaa lægge mig paa Pinebænk!” raabte han med en saadan Forbitrelse, med et saa fortvivlet Blik, at Rasumichin lod Armene synke.
Han stod en Stund ved Indgangen og saa mørk efter Raskolnikow, der hurtig forsvandt i Retning af sin Bolig.
Endelig bed han Tænderne sammen, knyttede Næverne, svor at han endnu den Dag skulde klemme Porphyrius ud som en Citron, og gik saa op for at berolige Pulcheria Aleksandrowna, der allerede var urolig over den lange Udebliven
