32
til Raskolnikow … „følg mig hjem … til Katharina … det kan være paa Tide … det Koselske Hus inde i Gaarden.”
Raskolnikow var helst gaaet for længe siden, han havde ogsaa allerede selv besluttet at tage Manden under Armen. Men han opdagede snart, at Marmeladow var langt stærkere i Munden end i Benene. Den Fulde lænede sig tungt til den unge Mand. Vejen, de havde at gaa, kunde være mellem to og tre hundrede Skridt. Jo nærmere de kom Huset, des tungere blev det at slæbe den fulde Mand, der nu ligesom gjorde Modstand af Uro og Frygt.
„Det er ikke for Katharina, jeg er bange,” hviskede han; „heller ikke fordi hun vil trække mig i Haaret … Haaret — hvad er der ved det? — Snak! — det vilde være det allerbedste, om hun trak mig i Haaret … det er ikke let, jeg er bange for … men det er for hendes Øjne … uh, ja, Øjnene … og saa de røde Pletter paa Kinderne … og hendes Aande … Har De nogensinde lagt Mærke til, hvordan de Brystsyge aander?… Saa er jeg ogsaa bange for at høre Børnene græde … Ja, for dersom Sofia ikke har skaffet dem noget at spise … saa — ja, saa véd jeg ikke … Nej, Prygl er jeg ikke bange for … saadan en Smule Prygl gør jo slet ikke ondt … tværtimod … det har jeg godt af. Lad hende bare slaa løs paa mig — ret fsaa sin Lyst styretaa sin Lyst styret … Der har vi Huset, det Kosel'ske Hus. Værten er en tysk Kleinsmed, en rig Satan … Hold fast i mig.”
De gik tværs over Gaarden og klatrede helt op til fjerde Sal. Jo højere de kom op, des mørkere blev Trappen. Klokken var allerede elleve, og uagtet der paa denne Aarstid ikke er nogen egenlig Nat i St. Petersborg, var det alligevel temmelig mørkt saa højt oppe paa Trappen.
Helt oppe for Enden af Trappen var der en
