375
„Hvad er det?” spurgte Raskolnikow og vendte sig til Portneren.
Den Gamle maatte ham mørkt med Øjnene og betragtede ham stivt og opmærksomt uden at skynde sig; saa drejede han sig langsomt om og gik gennem Porten ud paa Gaden uden at sige et Ord.
„Naa, hvad betyder dette?” raabte Raskolnikow.
„Han spurgte, om der ikke boede en Student Raskolnikow her, og hos hvem. De kom netop ned, jeg pegede paa Dem, og nu gaar han sin Vej.”
Portneren var ogsaa i Tvivl om, hvad han skulde tænke om dette, stod saa og grundede lidt, men krøb derpaa atter ind i sit Kammer igen.
Raskolnikow skyndte sig efter den Gamle og fik snart Øje paa ham paa den anden Side af Gaden; han gik rolig derover og med sænket Hoved, som om han grublede paa noget.
Snart havde han indhentet ham og gik en Stund bag efter; endelig gik han hen paa Siden af ham og saa ham ind i Ansigtet.
Manden bemærkede ham ogsaa, saa skarpt paa ham, men slog saa atter Øjnene ned; saaledes gik de omtrent en Minut ved Siden af hinanden uden at mæle et Ord.
„De har spurgt efter mig … hos Portneren?” sagde Raskolnikow endelig temmelig sagte.
Den Gamle gav ikke noget Svar og saa ikke engang op.
Begge tav atter.
„Ja, men hvad skal dette betyde …De kommer og spørger … og saa tier De … hvad betyder dette?”
Raskolnikows Ord kom afbrudte og utydeligt frem.
