Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/39

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

33

lav, tilrøget Dør, som stod aaben. En lille Stump Lys oplyste en forfærdelig fattig, ti Skridt lang Stue; fra Dørtrinet kunde man overse den helt. Al Ting laa i svinsk Uorden, især en Del pjaltet Barnetøj. Et laset Sengetæppe var hængt op for en Krog af Stuen — formodenlig skjulte det en Seng. Møblementet bestod af to Stole, en Sofa med iturevet Voksdugsbetræk, og foran den stod et almindeligt umalet Køkkenbord af Fyrretræ. Paa Bordet stod Lyset i en Blikstage. Det lod altsaa til, at Marmeladows virkelig havde Værelset for sig selv, men at andre havde Gennemgang i det. Døren, som førte ind til de andre Rum eller Bure, hvori Amalia Lippewechsel havde inddelt sin Lejlighed, var aaben; der indefra hørtes Støj, Skrig og Latter. De drak The derinde og spillede Kort.

Raskolnikow kunde straks kende Katharina. Hun var uhyggelig mager, temmelig høj med mørkebrunt, endnu ganske kønt Haar, og med store røde Pletter paa Kinderne. Hun gik frem og tilbage i sin lille Stue, med Armene overkors paa Brystet, med tørre Læber og kort, stødvis Aandedræt. Øjnene skinnede som i Feber, men Blikket var stift. I det flagrende Skin fra Lysestumpen gjorde dette sygelige, ophidsede Ansigt et smerteligt Indtryk. Hun saa ud til at kunne være henved tredive Aar og passede kun daarligt til Marmeladow.

Hun saa eller hørte ikke de Indtrædende, hun lod til at være helt optaget af sine Grublerier. Der var lummervarmt og kvalmt inde i Stuen, men ikke et Vindue var lukket op, og Stanken, der steg op ad Trappen nede fra, standsede inde i Stuen; fra Rummene ved Siden af kom der drivende store Skyer af Tobaksrøg; hun hostede, men lukkede ikke Døren. Den mindste af Smaapigerne, et Barn paa seks Aar, laa sammenkrøben paa Gulvet og sov,