4
„Det var i Gaar, jeg ved det. Jeg kom selv i Forgaars. Naa, altsaa, Rodion Romanowitsch, jeg vil ikke undskylde mig og anser det ogsaa for overflødigt; men tillad mig kun et Spørgsmaal, hvad er det da egentlig for noget forbryderisk jeg har begaaet, om man vil betragte Sagen fordomsfrit og fornuftigt?”
Raskolnikow vedblev at betragte ham i Tavshed.
„Det maaske, at jeg i mit Hus har forfulgt en værgeløs Pige og „fornærmet hende ved afskyelige Forslag”, ikke sandt? Ja, forestil Dem nu bare, at ogsaa jeg er et Menneske, at jeg har Evnen til at blive forlibt, at elske. Det er jo noget, som ofte sker uden vor udtrykkelige Vilje. Dermed har det hele sin Forklaring paa den naturligste Maade. Hele Spørgsmaalet bestaar dog deri, om jeg er et Uhyre, eller om jeg er et Offer? Men hvis jeg nu var et Offer? Da jeg gjorde Genstanden for min Lidenskab det Forslag at flygte med mig til Amerika eller Svejts, saa nærede jeg dog vel de allerærbødigste Følelser; haabede endogsaa at gøre os begge lykkelige. Fornuften skulde jo dog tjene Lidenskaben; 1eg har hovedsagelig ødelagt mig selv; hav dog Barmhjærtighed!”
„Derom er der slet ikke Tale,” afbrød Raskolnikow ham med Uvilje, „hvad enten De nu har Ret eller Uret. De indgyder ganske simpelt Uvilje, og man vil ikke vide noget af Dem, man jager Dem bort, altsaa pak Dem!”
Swidrigailow lo.
„Men De … De lade Dem ikke bringe ud af Fatning!” sagde han og lo ganske aabenhjærtigt. „jeg haabede at naa mit Maal ved List; men nej; De har straks stillet Dem paa det rigtige Standpunkt.”
