5
„De bliver jo endnu ved med at forfølge Deres Maal med List.”
„Naa, og hvorfor ikke? hvorfor skulde jeg ikke gøre det?” svarede Swidrigailow og lo af fuld Hals, „det er jo dog bonne guerre, som man siger, og en fuldkommen tilladelig List … Dog, De afbrød mig; jeg gentager endnu en Gang, lad det nu forholde sig paa den ene eller den anden Maade, der var ikke opstaaet Ubehageligheder, hvis ikke Historien i Haven havde fundet Sted. Marta Petrowna…”
„Marta Petrowna har De ogsaa faaet Ende paa, siger man,” afbrød Raskolnikow ham grovt.
„Ogsaa det har De allerede hørt? Naa, hvorfor skulde De ikke have hørt det!… Ja, hvad dette Spørgsmaal angaar, saa véd jeg virkelig ikke, hvad jeg skal svare paa det, skønt min Samvittighed i den Henseende er ganske rolig. Det vil sige, De behøver ikke at tro, at jeg frygter noget som helst, alt er i behørig Orden og grundigt afsluttet. Lægeundersøgelsen har konstateret et Slagtilfælde, fremkaldt ved det kolde Bad lige efter et Middagsmaaltid, hvortil hun nød næsten en hel Flaske Vin; andet kunde slet ikke paavises … Nej, men en Tid lang, især under Rejsen hertil i Jernbanevaggonen, tænkte jeg paa, om jeg i saa Henseende skulde være Skyld i denne … Ulykke, at jeg maaske havde saaret hendes moralske Følelse eller lignende? Dog, jeg er kommen til det Resultat, at ogsaa dette maa antages som positivt umuligt.”
Raskolnikow lo.
„Hvorfor er De da endnu urolig over det?”
„Hvad ler De egenlig af? Betænk dog, blot to Gange slog jeg hende med Pisken, man kunde ikke se Mærker efter det … Jeg beder Dem, De maa ikke tage mig for en Kyniker: jeg véd godt, at det
