10
kunnet udstaa det. Alle disse Solopgange, neapolitanske Bugter og have — naar man ser paa alt det, bliver man i daarligt Humør. Men det modbydeligste er, at man virkelig faar Hjemvé. Nej, hjemme er det bedre; her kan man i det mindste skyde Skylden paa andre og frikende sig selv. Jeg var maaske nu i Stand til at slutte mig til en Ekspedition for at finde Nordpolen, thi j'ai le vin mauvais, og at drikke foraarsager mig Væmmelse, men foruden Vin er der ikke mer for mig. Ak ja, de siger, at Berg paa Søndag vil foretage en Tur pr. Luftballon og søger Deltagere mod Betaling, er det sandt!”
„Har De maaske Lyst at være med?”
„Jeg? Nej … bare saadan …” mumlede Swidrigailow, som om han virkelig havde tænkt paa det.
„Skulde han virkelig være forrykt?” tænkte Raskolnikow.
„Nej, Dokumentet generede mig ikke,” vedblev Swidrigailow eftertænksomt, „jeg ønskede slet ikke at forlade Landsbyen. Det er forøvrigt allerede et Aar siden, at Marta Petrowna paa min Navnedag gav mig Dokumentet og desuden dertil skænkede mig en betydelig Sum. Hun havde nemlig en stor Formue. „Ser Du, hvilken Tillid jeg har til dig, Arkadij Iwanowitsch" — javist, det sagde hun. Tror De ikke, at hun kunde have udtalt sig paa den Maade? De maa nemlig vide, at jeg er bleven en ganske god Landbruger, hele Omegnen kender mig. Jeg bestilte ogsaa Bøger. I Begyndelsen syntes Marta Petrowna ret godt om det, men siden blev hun bange for, at jeg skulde blive gal af den megen Læsning.”
„Det forekommer mig, at De efter Marta Petrownas Død føler Dem meget ensom?”
