12
„Har jeg virkelig ikke sagt det?”
„Nej!”
„Der forekommer mig dog, som om jeg sagde det. Før, da jeg kom ind og saa Dem ligge med lukkede Øjne og gøre saadan … da sagde jeg til mig selv: det er ham, ham er det!”
„Hvad skal det betyde? — ham er det? Hvad skulde det betyde?” skreg Raskolnikow til ham.
„Hvad? Jeg véd virkelig ikke, hvad det skulde betyde…” mumlede Swidrigailow oprigtigt og forvirret hen for sig.
Begge tav en Stund og saa hinanden ind i Øjnene.
„Det er jo sindssvag Snak!” raabte Raskolnikow ærgerlig. „Hvad taler hun da med Dem om, naar hun kommer?”
„Tænk Dem bare — om de aller almindeligste Bagateller; det er just det, som ærgrer mig” —
Han fortalte derpaa vidtløftigt, hvad Marta Petrowna sagde, hvorledes hun var klædt og sligt.
„Ikke sandt, det er meget dumt Tøjeri?" sagde han.
„Men alt det, De sidder og fortæller, er maaske det bare Løgn?” mente Raskolnikow.
„Jeg lyver sjælden,” svarede Swidrigailow eftertænksomt — han syntes slet ikke at bemærke det grove i Spørgsmaalet.
„Har De da aldrig før sét Spøgelser?”
„Jo, en Gang, en eneste Gang i mit Liv. Jeg havde en Tjener Ficka; lige efter at han var bleven begravet, raabte jeg en Gang i Tanker: Ficka, en Pibe! — Han kom ind og gik lige hen til Pibebrædtet. Jeg sidder og tænker: han vil vel hævne sig — thi kort før han døde havde jeg skældt ham dygtigt ud. „Hvordan kan Du understaa Dig til at komme ind til mig med laset Frakkeærme? Ud med Dig, din Lømmel!” Han gik ud og kom ikke igen.
