13
Jeg fortalte det ikke engang til Maria Petrowna. Jeg vilde lade en Sjælemesse læse for ham, men generede mig dog tilsidst for det.”
„De skulde gaa til en Læge.”
„At jeg er syg, det ved jeg selv, skønt jeg ikke begriber, hvad der kan fejle mig; efter min Mening er jeg langt raskere end De. Det er heller ikke det, jeg spurgte om, — men om De tror paa Spøgelser?”
„Nej, jeg tror aldeles ikke paa dem!” udbrød Raskolnikow næsten rasende.
„Hvad er det nu man sædvanlig plejer at sige i dette Tilfælde?” mumlede Swidrigailow hen for sig, idet han saa til Siden og bøjede Hovedet; man siger „Du er syg, derfor er alt det, som viser sig for Dig, ene og alene et Fantasibillede uden Virkelighed.” Er da det logisk? Jeg vil gærne indrømme, at Spøgelser kun viser sig for Syge, men det beviser dog blot, at de kan vise sig for Syge, men ikke, at de i og for sig ikke eksisterer.”
„Naturligvis eksisterer de ikke! gentog Raskolnikow haardnakket.
„Ikke? Tror De virkelig ikke!” vedblev Swidrigailow langsomt, idet han saa hen paa ham.
Derpaa begyndte han paa at udvikle sin Teori om de andre Verdener, og hvorledes de Syge staar i Forbindelse med dem, og sagde tilsidst:
„Naar De tror paa et Liv efter dette, saa kan De ogsaa tro paa det andet.”
„Men jeg tror ikke paa et Liv efter dette!” sagde Raskolnikow.
Swidrigailow sad grublende.
Efter at han derpaa endnu havde læsset en hel Del fantastisk Snak om det kommende Liv og dets Beskaffenhed af sig, saa at Raskolnikov virkelig ikke vidste, hvad han skulde tænke, sagde han pludseligt:
