Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/41

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

35

„Hvor er Pengene?” skreg hun. „O, Gud! Skulde han virkelig have sviret dem op allesammen? Der var endnu tolv Rubler i Kufferten.”.... Hun greb ham pludselig rasende i Haaret og trak ham ind i Stuen. Marmeladow lettede hende Møjen ved at krybe ydmygt paa Knæerne.

„Det er mig en Trøst — ingen Smær—te, men en Trø—øst, Herre!” raabte han, mens Konen rykkede og sled ham i Haaret og stødte hans Pande mod Gulvet. Barnet, der sov, blev vækket og gav sig til at græde. Drengen henne i Krogen kunde ikke længer holde sin Graad tilbage; han begyndte at ryste og skrige og klyngede sig fast om Søsterens Hals med et Udtryk af Angst, der næsten lignede et Krampetilfælde. Den ældste Pige rystede som et Æspeløv.

„Drukket alle Pengene op — allesammen!” raabte den stakkels Kone fortvivlet. „Og de nye Klæder! — Og her gaar de og sulter!” Hun vred Hænderne og pegede hen paa Børnene. — Aa — et forbandet Liv! — — Og De! — skammer De Dem ikke?” raabte hun pludselig til Raskolnikow; „De kommer ogsaa fra Knejpen — har drukket med ham — drukket Pengene op! — Ud!”

Den unge Mand sagde ikke et Ord, men skyndte sig bare at komme afsted. I den aabentstaaende Dør inde i Stuen havde der samlet sig en Mængde nysgærrige Tilskuere. Frække, grinende Ansigter med Cigarretter og Ptber i Munden strakte sig frem; Skikkelser i Slobrok, i Skjorteærmer og i pjaltede Dragter, enkelte med Spillekort i Haanden, stirrede ind. Især vakte det stor Fornøjelse, at Marmeladow raabte, det var ham en Trøst, da Konen trak ham efter sig i Haaret. De kom helt ind i Stuen. Men omsider hørte man en ildevarslende Spektakel. Det