18
vedtagne selskabelige Formers Skyld? Det vilde dog være meningsløst. Hvis jeg nu for Eksempel døde og vilde testamentere Deres Søster denne Sum, vilde hun maaske saa ogsaa vægre sig ved at modtage den?”
„Det kunde være meget muligt.”
„Aah, det tror jed dog ikke. Bliver mit Tilbud for Resten ikke modtaget, saa er der Ingenting ved den Sag at gøre; saa faar det være. Men ti Tusind — det er dog egenlig ikke saa ilde. I al Fald beder jeg Dem meddele Awdotja Romanowna, hvad jeg her har sagt.”
„Nej, det har jeg ikke til Hensigt.”
„I saa Fald, Rodion Romanowitsch, bliver jeg nødt til at søge en personlig Sammenkomst og vil altsaa komme til at ulejlige.”
„Men hvis jeg nu meddeler det, vil De da ikke stræbe efter en personlig Sammenkomst?”
„Jeg véd virkelig ikke, hvad jeg skal svare Dem paa det. Jeg kunde dog nok ønske at se hende en Gang.”
„De skal dog ikke gøre Regning derpaa.”
„Det var Skade. De kender mig for Resten ikke. Det var sikkert heldigt, hvis vi lærte hinanden nærmere at kende.”
„Troer De da, at vi kan blive nærmere bekendte med hinanden?”
„Hvorfor ikke?” spurgte Swidrigailow smilende, tog sin Hat og rejste sig; „De maa ikke tro, at jeg havde til Hensigt at ulejlige Dem synderligt; da jeg gik herop, gjorde jeg ikke meget stærk Regning paa det, skønt for Resten Udtrykket i Deres Fysiognomi slog mig i Morges.”
„Hvor saa De mig da i Morges?” spurgte Raskolnikow urolig.
„Tilfældigt … Det forekommer mig stadig, at
