21
„Lagde Du rigtig Mærke til ham?” spurgte Raskolnikow efter et Øjebliks Tavshed.
„Javel, jeg bed godt Mærke i ham.”
„Saa Du virkelig nøje paa ham?" gentog Raskolnikow.
„Javist!… Jeg husker ham ganske tydeligt og skal kunne finde ham blandt Tusinder. Jeg har en god Hukommelse for Personer.”
De tav atter.
„Hm! Just derfor…” mumlede Raskolnikow. „Hør Du, jeg tænkte … det synes mig altid … som om det maaske blot var et Hjærnespind.”
„Hvad taler Du egenlig om? Jeg forstaar Dig ikke rigtig.”
„I siger jo alle,” vedblev Raskolnikow og fortrak Munden til et Smil, „at jeg er gal; og nu forekommer det mig, at jeg tilsidst ogsaa virkelig er bleven gal, og at jeg kun har set et Spøgelse.”
„Men hvor kan Du dog…?”
„Hvem véd! Maaske jeg virkelig er gal, og alt, hvad der er sket i disse Dage, er kun sket i min egen Indbildning.”
„Ak, Rodja, nu har nogen igen opirret Dig! Hvad sagde han da, hvorfor kom han til Dig?”
Raskolnikow svarede ikke. Rasumichin grublede noget.
„Naa, ligemeget, nu skal jeg fortælle,” begyndte Rasumichin. „Jeg kom op til Dig, da Du sov. Saa spiste vi til Middag, og siden gik jeg til Porphyrius. Sametow var endnu hos ham. Jeg vilde begynde, men kunde ikke finde den rette Tone; det var, kom om de begge to ikke vilde forstaa nogen Ting, men forlegne var de slet ikke. Jeg førte Porphyrius hen til Vinduet og begyndte at tale med ham, men det vilde ikke blive til noget; han saa snart til den ene og snart til den anden Side.
