22
Endelig stak jeg Næven op mod hans Næse og sagde, at jeg som god Slægtning vilde slaa Hovedet itu paa ham. Han saa kun paa mig — jeg spyttede og gik min Vej; det er det Hele. Han var meget dum. Med Sametow talte jeg ikke et Ord. Ser Du, jeg troede først, at jeg havde lavet noget galt, men paa Trappen kom jeg paa en Tanke, som ordenlig lyste op for mig: Hvorfor plager vi os da egenlig? Ja, hvis der virkelig var nogen Fare for Dig eller saadant noget, ja saa var det en anden Sag! Men hvad kommer alt dette Dig ved? Du har jo ingen Ting at gøre med det; blæs dem derfor et Stykke, vi vil gøre os lystige over dem; jeg vilde i dit Sted endog gøre Nar af dem. Hvor de da vilde skamme sig bagefter! Siden kan man jo ogsaa prygle dem, men nu vil vi le ad det.”
„Det forstaar sig!” svarede Raskolnikow. Men hvad vil Du sige i Morgen — tænkte han for sig selv. Besynderligt, hidtil var det dog ikke en eneste Gang faldet ham ind at tænke paa, hvad Rasumichin vilde sige, hvis han erfarede det.
Da han forelagde sig selv dette Spørgsmaal, saa han med ufravendt Blik paa ham. Rasumichins Beretning om Besøget hos Porphyrius havde interesseret ham meget lidet, der var i Mellemtiden passeret saa meget.
I Korridoren traf de sammen med Lushin; han kom præcis paa Slaget otte og ledte efter Værelsets Numer. Alle tre traadte ind paa samme Tid, men uden at se paa hinanden og uden at hilse. De unge gik først ind, Peter Petrowitsch nølede endnu ude i Entreen med at lægge Overfrakken.
Pulcheria Alexandrowna kom ud for at modtage dem i Døren. Dunja hilste sin Broder velkommen.
Da Peter Petrowitsch traadte ind, hilste han Damerne temmelig artigt, men meget alvorligt.
