24
Ønske, ikke finde Mulighed for at tage imod Dem; jeg haaber imidlertid, at alt løb af uden videre Ubehageligheder.”
„Ak nej, Peter Petrowitsch, vi var meget nedslagne,” skyndte Pulcheria Alexandrowna sig at svare med særlig Betoning, „og om Gud selv ikke i Gaar havde sendt os Dmitrij, saa havde vi været slemt farne. Hr. Dmitrij Prokofjitsch Rasumichin,” tilføjede hun og præsenterede.
„Jo, jeg har allerede haft den Fornøjelse, i Gaar…” mumlede Lushin, idet han skelede fjendtligt over til Rasumichin; derpaa rynkede han Panden og tav.
Peter Petrowitsch hørte til de Mennesker, som i Selskab kan være meget elskværdige og giver sig ud for at være det, men som, saa snart noget mishager dem, straks bliver i daarligt Humør og da mere ligner Melsække end øvede Kavalerer, der kan oplive Selskabet.
Raskolnikow tav haardnakket, Awdotja Romanowna vilde ikke afbryde Tavsheden før i det belejligste Øjeblik, Rasumichin havde ingen Ting at sige, og saa maatte Pulcheria Alexandrowna atter bringe Samtalen i Gang.
„Marta Petrowna er jo død, har De hørt det?” begyndte hun. Dette Æmne var jo hendes Hovedudvej.
„Ja, det blev meldt mig straks, og jeg kan ogsaa give Dem den Oplysning, at Arkadji Iwanowitsch Swidrigailow straks efter sin Kones Begravelse er afrejst til Petersborg. Dette er i det mindste de Efterretninger, jeg har faaet.”
„Til Petersborg…” spurgte Dunetschka bekymret og vekslede et Blik med Moderen.
„Ja, saaledes er det, og han kommer selvfølgelig ikke uden Hensigt, naar man tager den hur-
