25
tige Afrejse og overhovedet de forudgangne Omstændigheder med i Betragtning.”
„Herre Gud, han vil da vel ikke forfølge Dunetschka her ogsaa?” raabte Pulcheria Alexandrowna.
„Jeg synes, ikke De behøver at være saa særdeles urolig … hvis De ikke selv tænker paa at træde i Berøring med ham. Hvad mig angaar, saa vil jeg iagttage ham og se at finde ud, hvor han er taget ind.”
„Ak, Peter Petrowitsch, De kan ikke tro, hvor De har gjort mig angst med den Meddelelse!” vedblev Pulcheria Alexandrowna, „jeg har bare set ham to Gange, og jeg syntes, han var frygtelig, frygtelig. Jeg er sikker paa, at han er Skyld i Marta Petrownas Død.”
„Derom kan man ikke fælde nogen Dom; jeg har de nøjagtigste Efterretninger. Det er muligt, at han ved det moralske Indtryk, som hans Fornærmelse maa have fremkaldt, har fremskyndet Begivenheden; men hvad hans Opførsel og overhovedet Karakteristiken af hans Person angaar, saa er jeg fuldkommen af Deres Mening. Jeg véd ikke, om han nu er rig, og hvor meget Marta Petrowna har efterladt ham; om kort Tid skal jeg faa det at vide; men vist er det, at han her i Petersborg atter vil begynde sit gamle Liv, hvis hans Midler paa nogen Maade tillader det. Han er det mest udsvævende og sædeligt ødelagte Menneske af det Slags. Jeg har Grund til at antage, at Marta Petrowna, der havde den Ulykke at forelske sig i ham, og som for otte Aar siden befriede ham fra Gældsfængslet, ogsaa i en anden Retning har ydet ham en Tjeneste. Kun ved hendes Bestræbelser og Ofre blev en Kriminalundersøgelse standset i sin Spire — det gjaldt en dyrisk Forbrydelse — for hvilken han sand-
