26
synligvis havde maattet spadsere til Siberien: saadant et Menneske er det, hvis De vil vide det.”
„Ak, Herre Gud!” raabte Pulcheria Alexandrowna.
Raskolnikow hørte opmærksomt til.
„Er det nu ogsaa sandt, at De har paalidelige Meddelelser herom?” spurgte Dunja strængt og indtrængende.
„Jeg siger kun, hvad jeg selv har hørt af Marta Petrowna under Løfte om Tavshed. Jeg maa bemærke, at fra et juridisk Synspunkt var Sagen endnu meget uopklaret. Der levede her og lever maaske endnu en udenlandsk Dame ved Navn Røslich, en Aagrerske, som ogsaa befattede sig med andre Affærer. Med denne Røslich befandt sig Swidrigailow i længere Tid i meget intime hemmelighedsfulde Forbindelser. Hos hende boede en fjærn Slægtning, en Niece tror jeg paa fjorten til femten Aar. Hun var døvstum og Røslich hadede hende grænseløst, og gjorde hende Livet surt. Ja Aagrersken slog hende endogsaa umenneskeligt. En Dag fandt man denne Pige hængt paa Loftet. Dødsaarsagen lød paa Selvmord, og dermed var Sagen afgjort; men senere kom der en Angivelse om, at Barnet .... kort sagt, alt dette var meget uklart, den som kom med Angivelsen var en tysk Kvinde af meget daarligt Rygte, der ikke vakte nogen Tiltro; til Slut blev Angivelsen, takket være Marta Petrownas Bestræbelser og Pengeofre, undertrykt, og alt indskrænkede sig til et Rygte. Men dette Rygte var omfattende. De har vist ogsaa, Awdatja Romanowna, hørt Historien om Tjeneren Filip, som for omtrent seks Aar siden skal være død af Mishandlinger; det var endnu i Livegenskabets Tid.”
„Jeg hørte tværtimod, at Filip havde taget Livet af sig selv.”
