27
„Ganske rigtigt, men det var Hr. Swidrigailows System af evige Forfølgelser og Straffe, der bragte ham saa vidt.”
„Det kender jeg ikke,” svarede Dunja, „jeg hørte kun en besynderlig Historie om, at denne Filip skal have været en Hypokondrist, et Slags Filosof; Folk siger, at han mistede Forstanden af for megen Læsning og ikke paa Grund af Prygl, men at han snarere hængte sig paa Grund af Hr. Swidrigailows Spottegloser. Medens jeg opholdt mig i hans Hus, behandlede han sine Folk godt, og de holdt endog af ham, skønt ogsaa de gav ham Skyld for Filips Død.”
„Jeg ser, Awdotja Romanowna, at De nu er tilbøjelig til at tage ham i Forsvar,” bemærkede Lushin og fortrak sin Mund til et tvetydigt Smil. „Han er virkelig et listigt og ligeoverfor Damer forførerisk Menneske; et sørgeligt Bevis derpaa er Marta Petrowna, som døde paa en saa besynderlig Maade. Jeg havde kun den Hensigt at understøtte Dem og Deres Fru Moder i Tilfælde af nye, sandsynligvis forestaaende Efterstræbelser. Hvad mig angaar, saa er jeg sikker paa, at dette Menneske ganske vist med Tiden atter vil forsvinde i Gældsfængslet. Af Hensyn til sine Børn havde Marta Petrowna aldrig til Hensigt at testamentere ham noget, og har hun altsaa efterladt ham noget, saa er det højst en ubetydelig Sum, der for et Menneske med hans Livsvaner næppe vil vare et Aar.”
„Jeg beder Dem, Peter Petrowitsch,” sagde Dunja, „lad os holde op at tale om Hr. Swidrigailow; det gør mig urolig.”
„Han har lige været hos mig,” sagde pludselig Raskolnikov, der for første Gang afbrød sin Tavshed.
Fra alle Kanter lød der Udbrud af Forbavselse, og alle vendte sig mod ham, endogsaa Peter Petrowitsch var spændt.
