28
„For omtrent halvanden Time siden, da jeg sov, kom han ind og stillede sig foran mig,” vedblev Raskolnikow, „han var meget utvungen og munter, og haabede sikkert at blive nærmere bekendt med mig. Blandt andet beder han indstændig om en Sammenkomst med Dig, Dunja, og mig har han valgt til Mellemmand i dette Øjmed. Han vil gøre Dig et Forslag, hvis Indhold han meddelte mig. Forøvrigt har han positivt forsikret mig, at Marta Petrowna otte Dage før sin Død har testamenteret Dig, Dunja, tre Tusinde Rubler, og at Du snart kan faa disse Penge.”
„Gud være lovet!” raabte Pulcheria Alexandrowna og slog Kors for sig. „Bed for hende, Dunja, bed!”
„Det er virkelig sandt!” udbrød Lushin.
„Naa … og hvad saa videre? spurgte Dunja indtrængende.
„Saa sagde han, at han selv ikke er rig, og at hele Formuen tilfalder hans Børn, som nu er hos deres Tante. Dernæst meddelte han, at han har taget ind et Sted i Nærheden af mig, men hvor, det ved jeg ikke, jeg spurgte ikke om det.”
„Men hvad for et Forslag vil han da gøre Dunetschka?” spurgte Pulcheria Alexandrowna ængsteligt. „Sagde han ikke det?”
„Jo, han sagde det.”
„Hvad da?”
„Det skal jeg sige siden…” Raskolnikow tav og vedblev at drikke The.
Peter Petrowitsch tog sit Uhr frem og saa paa det.
„Jeg maa bort nu i en Forretning og vil derfor ikke forstyrre længer,” sagde han i en noget spydig Tone og vilde rejse sig.
„Bliv, Peter Petrowitsch,” sagde Dunja, „De
