29
vilde jo blive hos os i Aften. Og for Resten har De jo selv skrevet, at De ønsker at faa en Forklaring af Moder.”
„Ganske rigtigt, Awdotja Romanowna,” sagde Peter Petrowitsch meget eftertrykkeligt og satte sig ned igen, men beholdt dog fremdeles Hatten i Haanden, „jeg havde virkelig den Hensigt at bede Dem og Deres højtærede Moder om en Forklaring, og det i et meget vigtigt Anliggende. Men da Deres Broder ikke i min Nærværelse kan forklare sig om Hr. Swidrigailows Forslag, saa kan eller ønsker heller ikke jeg … i Andres Nærværelse … at erklære mig angaaende meget, meget vigtige Ting. Forøvrigt blev heller ikke min indstændige Bøn opfyldt…”
Lushin antog en fornærmet Mine og tav.
„Deres Bøn, at min Broder ikke skulde være nærværende ved vor Sammenkomst, blev udelukkende efter mit Forlangende ikke opfyldt,” sagde Dunja. „De skrev, at De var bleven fornærmet af min Broder; jeg mener, at dette straks maa opklares og haaber, at I vil forsone Jer. Hvis Rodja virkelig har fornærmet Dem, saa maa og vil han bede Dem om Undskyldning.
Peter Petrowitschs Ansigt fik straks atter et Anstrøg af Overmod.
„Der gives saadanne Fornærmelser, Awdotja Romanowna, som trods al god Vilje ikke kan glemmes. Alt har sin Grænse, som det er farligt at overskride; thi har man en Gang overskredet den, saa kan man ikke komme tilbage igen.”
„Det er ikke det, jeg taler med Dem om nu, Peter Petrowitsch,” afbrød Dunja ham lidt utaalmodig. „De maa dog kunne begribe, at hele Fremtiden afhænger af, om alt dette bliver opklaret straks, hvad enten det saa bliver bilagt eller ikke. Jeg siger Dem, at jeg ikke kan opfatte Sagen anderledes, og
