34
at denne Sag nu en Gang for alle er opklaret og afgjort. Jeg fjærner mig herefter for ikke at forstyrre den videre Behagelighed ved det familiære Gensyn og Meddelelsen af Hemmeligheder.”
Med disse Ord rejste han sig og tog sin Hat, hvorefter han tilføjede: „Idet jeg gaar, tillader jeg mig endnu kun den Bemærkning, at jeg for Fremtiden haaber at blive forskaanet for saadanne Møder og ligeledes for slige saakaldte Kompromisser. Dem, højtærede Pulcheria Alexandrowna, beder jeg specielt om dette, saa meget mere som mit Brev var rettet til Dem og ikke til nogen anden.”
Pulcheria Alexandrowna følte sig noget fornærmet.
„Det ser sandelig ud, som om De allerede helt og holdent vil indordne os under Deres Myndighed, Peter Petrowitsch. Dunja har jo sagt Dem Grunden hvorfor Deres Ønske ikke kunde blive opfyldt; hendes Hensigt var dog god. Og saa skriver De til mig, aldeles som om De var berettiget til at give mig Befalinger; skal vi da virkelig allerede betragte ethvert af Deres Ønsker som en Befaling? Dertil maa jeg bemærke, at det er Deres Pligt at være mild og hensynsfuld mod os, thi vi har ladt alt i Stikken og er komne hid i Tillid til Dem; vi befinder os derfor alligevel næsten i Deres Magt.”
„Det er ikke ganske rigtigt, Pulcheria Alexandrowna, især i dette Øjeblik, da De har faaet Besked om Marta Petrownas Arv, der, som det lader til, er kommen Dem meget à propos, at dømme efter den forandrede Tone, i hvilken man nu taler med mig,” tilføjede han haanligt.
„Efter denne Bemærkning kunde man virkelig antage, at De har regnet paa vor Hjælpeløshed,” bemærkede Dunja opirret.
