38
III.
Sagen var, at han til det sidste Øjeblik havde holdt et Brud for umuligt.
Endnu i sidste Øjeblik bar han Hovedet højt uden endog at ane Muligheden af, at to fattige og hjælpeløse Kvinder kunde unddrage sig hans Herredømme.
Denne Overbevisning befæstedes for Størstedelen ved hans Forfængelighed og høje Grad af Selvbevidsthed, som man bedre kunde kalde hans Forgudelse af sit eget kære Jeg.
Peter Petrowitsch, der havde arbejdet sig op fra ringe Kaar, havde den sygelige Vane at beundre sig selv, han skattede sin Forstand og sine Evner meget højt, koketterede endogsaa i ensomme Timer med sit eget Ansigt i Spejlet.
Men højere end alt i Verden elskede han sine ved Arbejde og forskellige andre Midler sammenrapsede Penge; de stillede ham efter hans egen Mening paa lige Linje med alt, hvad der var højere end ham.
Da han nu foreholdt Dunja, at han trods hendes slette Rygte havde hast den Hensigt at tage hende til Ægte, talte han helt ud af sin indre Overbevisning og følte endogsaa en dyb Afsky mod en saadan „sort Utaknemlighed.”
Alligevel var han allerede den Gang, han friede til Dunja, fuldstændig overbevist om Grundløsheden i alle hine Bagvaskelser, der jo ogsaa offenlig var kaldte tilbage af Marta Petrowna, og som forlængst var prisgivne af hele Byen. Ja, han vilde nu ikke en Gang have nægtet, at dette allerede den Gang var ham bekendt.
