46
lad bare det til mig! Jeg kender hver Krog! Vi begynder smaat og skal drive det til noget stort; i hvert Fald skaffer vi os vort Livsophold og taber ikke vore Penge.”
Dunjas Øjne lyste.
„Hvad De der siger, Dmitrij Prokofjitsch, det tiltaler mig meget,” sagde hun.
„Jeg forstaar mig ikke paa det,” sagde Pulcheria Alexandrowna, „maaske er det godt, maaske ikke, Gud véd det. Det er mig for nyt og for ubekendt. Men ganske vist er det nødvendigt at vi bliver her, selv om det kun er for en kort Tid.”
Hun saa paa Rodja.
„Hvad mener Du om det, Rodja?” spurgte Dunja.
„Jeg tror, det er en meget god Idé,” svarede han, „at etablere en Forretning, behøver man foreløbig ikke at tænke paa, men fem eller seks Bøger kan man udgive med utvivlsom Fordel. Og hvad hans Kendskab til Tingen angaar, behøver man ikke tvivle om det, han forstaar Sagen … for Resten har vi jo Tid til at tale om Tingen…”
„Hurra!” raabte Rasumichin, „men nu, vent lidt, her i Huset er der en Lejlighed, en aparte en, som ikke staar i nogen Forbindelse med disse 5 Værelser; der er tre smaa Stuer, de er ogsaa møblerede, og Lejen er moderat. Den Lejlighed tager De foreløbig. Deres Uhr skal jeg sætte i Pant i Morgen og bringe Dem Pengene, og saa skal vi nok klare det Hele. Hovedsagen er, at I alle Tre bliver sammen, at Rodja kan bo hos Dem … Hvor vil Du hen nu, Rodja?”
„Men Rodja? vil Du gaa?” spurgte Pulcheria Alexandrowna ængsteligt.
„Og i et saadant Øjeblik?” udbrød Rasumichin.
