49
Han gik sin Vej uden at række ham Haanden
„Men hvor vil Du hen? Hvad fejler Dig? Hvad gaar der af Dig? Hvorledes kan Du nu bære Dig saadan ad … mumlede Rasumichin, som var helt ude af Fatning.
Raskolnikow blev staaende.
„En Gang for alle: udspørg mig ikke nogensinde eller om nogetsomhelst; jeg har ikke noget at svare Dig … besøg mig heller ikke. Maaske kommer jeg igen … Gaa nu din Vej … men dem — forlad dem ikke. Forstaar Du mig?”
I Korridoren var det mørkt; de stod ved en Lampe. Omtrent i et Minut saa de tavse paa hinanden.
Rasumichin huskede hele sit Liv dette Minut.
Raskolnikows glødende og stive Blik syntes for hvert Øjeblik at blive mere glødende, det trængte ind i hans Sjæl, i hans hele Bevidsthed.
Pludselig foer Rasumichin sammen. Det var, som noget hidtil uanet var svævet forbi ham. En Idé, et Tegn, noget frygteligt, grueligt, som begge pludseligt begreb, var dukket op mellem dem.
Rasumichin blev bleg som et Lig.
„Forstaar Du mig nu?” sagde Raskolnikow endelig med smerteligt fortrukne Træk, „… gaa tilbage igen, gaa ind til dem!” tilføjede han, vendte sig hurtigt og gik ud af Huset.
Jeg vil ikke fortælle, hvad der samme Aften foregik hos Pulcheria Alexandrowna, efterat Rasumichin var vendt tilbage til dem; hvorledes han søgte at berolige dem, besvor dem at lade Rodja være i Fred under hans Sygdom, forsikrede, at Rodja bestemt vilde komme daglig, at hans aandelige og legemlige Tilstand var meget rystet, at man ikke maatte opirre
