51
stillede sig hen for ham; hun var i en ubeskrivelig Bevægelse og angst ved, at han saa pludselig havde vist sig der. Hendes blege Ansigt blev pludselig rødt, og der kom Taarer i hendes Øjne. Hun følte sig svag, hun skammede sig, og dog havde hun en Følelse af Velbehag.
Raskolnikow vendte sig om og satte sig paa en Stol ved Bordet.
Han kastede et flygtigt Blik paa Omgivelserne. Værelset var stort, men meget lavt under Taget; den lukkede Dør, som førte ind til Kapernaumows Lejlighed var til venstre; paa den modsatte Side var der en Dør til, som imidlertid var lukket og fornaglet, den førte til den ved Siden af liggende fremmede Bolig.
Sofias Stue lignede en Lade; den havde Form af en uregelmæssig Firkant og saa derfor meget ilde ud. En Krog var meget spids, en anden meget stump; Muren med de tre Vinduer til Kanalen syntes at have gennemskaaret Værelset paa skraa. Den spidse Krog var ved den mangelfulde Belysning saa mørk, at man knap kunde se til Bunds i den.
I det store Værelse var der meget faa Møbler; tilhøjre en Seng, ved Siden af den en Stol, ved samme Væg, lige ved Døren, som førte til den fremmede Bolig, stod et simpelt Bord med et blaat Bordtæppe paa, og ved Siden af det to Rørstole. Ved Væggen ligeoverfor var der en tarvelig Kommode, det var hele Bohavet.
De gulagtige, smudsige og falmede Tapeter havde sorte Pletter i Hjørnerne; det tydede paa, at der om Vinteren maatte være meget fugtigt her.
Her var aabenbart megen Fattigdom, Sengen var ikke en Gang dækket med et Tæppe.
Sofia saa tavs paa sin Gjæst, der betragtede Værelset saa opmærksomt og uceremoniøst; hun be-
