39
ikke heller have Kaalsuppe end Pølse? God Kaalsuppe fra i Gaar. Jeg havde sat den til Side til Dig, men Du kom saa sent hjem.”
Da hun havde bragt Kaalsuppen, og Raskolnikow gav sig i Lag med den, satte Anastasia sig ned i Sofaen hos ham og begyndte at snakke med ham. Hun var fra Landet og meget snakkesalig.
„Praskowja Pawlowna vil klage til Politiet over dig,” sagde hun.
Han saa forbavset paa hende.
„Til Politiet? Hvorfor det?”
„Du vil ikke betale og Du vil heller ikke flytte, saa det er let at forstaa hvorfor.”
„Fy for Fanden!” mumlede han og bed Tænderne sammen. „Det kommer mig noget ubelejligt. — Men hun er en dum Gaas,” tilføjede han højt. „Jeg vil gaa ned og tale med hende.”
„Ja, hun er dum — lige saa dum som jeg selv; men Du, som er saadan et godt Hoved, hvorfor ligger Du bestandig og driver? Hvad kommer der ud af det? Du læste før med Børn — hvorfor gør Du ikke det mere?”
„Jeg har andet at bestille!” mumlede Raskolnikow mørkt.
„Hvad er det?”
„Et Arbejde....”
„Hvad for et Arbejde?”
„Jeg tænker!” svarede han alvorligt.
Pigen var lige ved at revne af Latter. Hun var en meget lattermild Natur, og lo til hun næsten fik ondt.
„Saa har Du vel tænkt Dig voldsomt mange Penge til?” fik hun endelig presset frem.
„Naar man ikke har Støvler at tage paa, kan man heller ikke gaa ud og undervise. For Resten blæser jeg ad det hele!” — Han spyttede.
