58
nogen Tavshed uden at besvare Sofias Spørgsmaal.
„Ak nej, nej?” Og Sofia greb uvilkaarligt begge hans Hænder, som om hun vilde bønfalde ham om ikke at tillade det.
„Det var jo dog bedst, om hun døde!”
„Nej, det var ikke bedst, ikke bedst, slet ikke bedst!” gentog hun ængsteligt uden at tænke efter.
„Og Børnene? Hvad skal de blive til, hvis De ikke tager Dem af dem?”
„Ak, jeg véd ikke?” raabte Sofia fortvivlet og holdt sig om Hovedet.
Man saa, at denne Tanke allerede oftere var opstaaet hos hende, og nu blev den paany vakt hos hende.
„Naa, men hvis De, medens Katerina Iwanowna endnu lever, bliver syg, og man bringer Dem paa Hospitalet — hvorledes vil det saa gaa?” vedblev han uden Medlidenhed.
„Ak, hvad er det, De siger! Det er jo umuligt!…” Og Sofias Ansigt fortrak sig i frygtelig Angst.
„Hvorfor er det umuligt?” vedblev Raskolnikow haardnakket, „er De da assureret mod det? Hvad skal der da blive af de andre? De maa da Allesammen ud paa Gaden; Moderen kommer til at hoste og tigge og løbe Hovedet mod Væggen, ligesom i Dag, og Børnene græder. Saa tager Politiet hende, hun kommer paa Hospitalet, døer, og Børnene…”
„Ak nej! Gud vil ikke tillade det!” brød det frem fra Sofias sammensnørede Bryst.
Hun lyttede ængstelig til hans Ord og foldede i stum Bønfalden sine Hænder, som om Alting kun afhang af ham.
