59
Raskolnikow rejste sig og gik op og ned. Der gik et Minut.
Sofia blev staaende og lod Hænder og Hoved synke i usigelig Smærte.
„Og … man kan ingen Ting spare til Nødens Dag?” spurgte han og blev staaende foran hende.
„Nej,” hviskede Sofia.
„Naturligvis ikke! Har De forsøgt paa det?” spurgte han spodsk.
„Ja, jeg har forsøgt!”
„Og det er ikke lykkedes Dem? — Naa, naturligvis, hvad kan det nytte at spørge om det!”
Han gik igen op og ned. Atter varede det en Stund.
„Det er ikke hver Dag, De tjener noget?”
Sofie blev endnu mere forlegen, Blodet steg hende atter til Ansigtet.
„Nej!....” hviskede hun med kvalfuld Anstrængelse.
„Med Poletschka vil det vel gaa lige saadan,” sagde han pludseligt.
„Nej, nej! Det maa ikke ske, nej!” raabte Sofia højt og fortvivlet, som om hun havde faaet et Knivstik. „Gud, Gud vil ikke tillade noget saa frygteligt!…”
„Han tillader det dog med andre!”
„Nej, nej! Gud vil beskytte hende! Gud!…” gentog hun næsten sansesløs.
„Men maaske der ingen Gud gives,” svarede Raskolnikow med en vis Skadefryd; han lo og saa paa hende.
Sofias Ansigt forvandledes pludseligt … det fortrak sig krampagtigt.
Med en ubeskrivelig Bebrejdelse saa hun paa ham, det var, som om hun vilde sige noget, men
