61
føjede han med løftet Stemme, „og Du er især en Synderinde, fordi Du har ofret Dig og givet Dig hen uden Nytte. Og det skulde ikke være en Gru at maatte leve i denne Søle, skønt Du hader den og dog maa vide, hvis Du har Øjnene aabne, at Du ikke hjælper nogen med det! Sig mig dog en Gang,” raabte han, næsten ude af sig selv, „hvorledes kan en saadan Skændsel og Gemenhed forenes i Dig med de mest modsatte og hellige Følelser? Det var dog meget simplere, tusind Gange fornuftigere at gaa paa Hovedet i Vandet — saa var det Hele fordi!”
„Og hvad skulde der saa blive af dem?” spurgte Sofia sagte, idet hun med Lidelse saa paa ham; hun syntes slet ikke forundret over hans Forslag.
Raskolnikow betragtede hende med et ejendommeligt Blik, hvori han læste alt.
Denne Tanke var altsaa allerede faldet hende selv ind. Maaske havde hun ofte i sin Fortvivlelse tænkt paa, hvorledes hun vel paa engang skulde gøre Ende paa det altsammen. Hun lagde dog ikke Mærke til hans Ords Haardhed, og Meningen med hans Bebrejdelser, Hentydningen til hendes Skændsel havde hun naturligvis heller ikke forstaaet. Han havde iagttaget det. Men han forstod fuldkommen, hvilken uhyre Grad af Smærte Tanken om hendes æreløse og skændige Eksistens forvoldte hende.
Hvad havde vel altsaa hidtil forhindret hendes at gøre Ende paa Livet?
Nu først begreb han fuldstændigt, hvilken Betydning disse stakkels smaa faderløse Børn og denne elendige, halvgale Katerina Iwanowna med sin Tæring og sin „Løben Hovedet mod Væggen” havde for hende.
Ikke desto mindre var det ham ogsaa klart, at
