64
… raabte hun pludseligt, idet hun saa strængt og vredt paa ham.
Ganske vist, ganske vist! gentog han haardnakket for sig selv.
„Han giver alting!” hviskede hun og sænkede Øjnene.
Altsaa dette er hendes Udvej! tænkte han for sig selv og betragtede hende ivrigt og nysgærrigt.
Med en ny, ejendommelig, næsten sygelig Følelse saa han nu ind i dette blege, smalle og uregelmæssige lille Ansigt, i disse blide blaa Øjne, der kunde tindre med en saadan Ild, med mørk, energisk Følelse; paa dette lille Legeme, der endnu bævede af Uvilje og Vrede, og alt syntes ham stedse underligere, umuligere.
Hun er gal, hun har religiøst Vanvid! gentog han for sig selv.
Paa Kommoden laa en Bog. Hver Gang han gik op og ned, havde han lagt Mærke til den, men nu tog han og saa paa den. Det var det nye Testamente i russisk Oversættelse[1].
Bogen var gammel og slidt.
„Hvor har Du faaet den fra?” udbrød han.
„Jeg har faaet den,” svarede hun, uden at se paa ham.
„Af hvem har Du faaet den?”
„Af Elisabeth; jeg bad hende om at skaffe mig den.”
Elisabeth? — det var besynderligt! tænkte han.
Lidt efter lidt forekom al Ting hos Sofia ham
- ↑ Først i nyere Tid tør Bibelen trykkes paa russisk og udbredes; den Gang var den endnu forbudt.
