40
„Man skal ikke spytte i sin egen Kaal.”
„Hvad faar man for at læse med Børn? — Kobberpenge! Hvad skal jeg med Smaapenge?” sagde han foragteligt som Svar paa sin egen Tanke.
„Nej — Du vil heller ikke have en hel Kapital paa en Gang.”
Han saa paa hende med et underligt spørgende Blik.
„Ja — en hel Kapital paa en Gang,” svarede han endelig i en bestemt Tone.
„Naa — bliv bare ikke hidsig, ellers kunde man let blive bange for Dig! — Skal jeg saa hente Dig et Franskbrød?”
„Som Du vil.”
„Det er sandt — det havde jeg nær glemt! — Der kom et Brev til Dig i Gaar, da Du var ude.”
„Et Brev — til mig — fra hvem?”
„Ja — det kan jeg da ikke godt vide. Jeg har lagt tre Kopek ud for Dig til Budet; kan jeg faa dem igen?”
„Men saa kom med det! for Guds Skyld, kom med det!” raabte han ivrigt.
Han fik Brevet; det var virkeligt fra Guvernementet R—, fra hans Moder. Han blev hel bleg, da han tog imod det.
Det var længe, længe siden, han havde faaet Efterretning hjemme fra; men nu var der pludselig ogsaa noget andet, der snørede Hjærtet sammen paa ham.
„Gaa saa din Vej, Nastasia!… der har Du dine tre Kopek, men skynd Dig saa at gaa!”
Hans Hænder rystede med Brevet; han vilde ikke aabne det, mens hun var der inde; med dette Brev, vilde han være alene. Da Pigen var gaaet kyssede han Brevet; saa sad han længe og betragtede Udskriften med ømme Blikke, Moderens fine, skraa-
