69
nede den Blindes Øjne…” gengav hun, idet hun lod Stemmen synke, hedt og lidenskabeligt de vantro, blinde Jøders Tvivl, Bedrejdelse og Dadel, disse samme, som straks efter, bare et Minut efter, skulde falde ned ligesom lynslagne, hulke og tro … Og han, han — var ogsaa forblindet og vantro; han vil ogsaa snart høre det, vil ogsaa blive troende, ja, ja! nu straks .... foer det hende gennem Hovedet, og hun skælvede af glad Forventning.
„Derfor blev Jesus atter inderligen bevæget og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Sten laa for den. Jesus sagde: Tag Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire Dage.”
Hun betonede stærkt Ordet fire.
„Jesus sagde til hende: Sagde jeg Dig ikke, at dersom Du kunde tro, skulde Du se Guds Herlighed? Derfor tog de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øjne og sagde: Fader, jeg takker Dig, at Du har hørt mig. Men jeg vidste, at Du hører mig altid; men for Folkets Skyld, som staar omkring, sagde jeg det, at de skal tro, at Du har udsendt mig. Og der han dette havde sagt, raabte han med høj Røst: Lazarus, kom her ud! Og den Døde kom ud.”
(Hun læste det højt og højtideligt, stirrende og med en Skælven, som om hun saa det for sine Øjne:)
„Bunden med Ligklædet om Fødderne og Hænderne, og hans Ansigt var ombundet med Svededug. Jesus sagde til dem: Løs ham og lad ham gaa.”
„Derfor troede mange af de Jøder paa ham, som var kommen til Maria og havde seet de Ting, som Jesus havde gjort.”
Længere læste hun ikke og kunde heller ikke læse mere; hun lukkede Bogen og rejste sig.
„Det er alt … om Opvækkelsen af Lazarus,”
