Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/462

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

70

hviskede hun afbrudt og mørkt og stod ubevægelig vendt til Siden, som om hun ikke var sikker paa sig selv og skammede sig for at løfte Øjnene til ham.

Den feberagtige Sitren varede endnu; Lysestumpen brændte endnu i den bøjede Lysestage og belyste i denne fattige, usle Bolig Morderen og Bolersken, der saa ejendommeligt var komne sammen ved Læsningen af den evige Bog.

Der gik fem Minuter — kanske mere.

„Jeg er kommen for at meddele Dig noget vigtigt,” sagde pludselig Raskolnikow højt og med rynket Pande, rejste sig hastigt og traadte hen til Sofia.

Hans Blik var usædvanlig haardt, og en vild Bestemthed læstes i det.

Hun løftede tavs Øjnene til ham.

„Jeg gik i Dag bort fra min Moder og Søster,” sagde han. „Nu gaar jeg ikke mere til dem. Dér har jeg revet alle Baand over.”

„Men hvorfor?…” spurgte Sofia lige som bedøvet.

Mødet med Moderen og Søsteren havde gjort et dybt Indtryk paa hende, skønt hun ikke var sig det ganske bevidst.

Meddelelsen om Bruddet hørte hun med Skræk.

„Nu har jeg bare Dig alene,” tilføjede han. „Vi maa nu gaa sammen … derfor er jeg kommen til Dig. Vi er begge fordømte, og derfor vil vi ogsaa blive sammen!”

Hans Øjne lyttede „som hos en Vanvittig”, tænkte nu Sofia.

„Men hvor skal vi gaa hen?” spurgte hun ængstelig og traadte uvilkaarlig tilbage.

„Hvor skulde jeg vide det fra? Jeg véd blot, at vi har samme Vej, det er alt, hvad jeg véd — ikke andet!… Vi har samme Maal!”