73
Men Tanken kunde hun ikke fatte, slet ikke!… Aa, han maa være frygtelig ulykkeligt … Han har forladt Moder og Søster; hvorfor? Hvad er Grunden?… og hvad har han for Hensigter? Hvad var det han sagde hende! Han kyssede hendes Fod og sagde … ja han sagde det tydeligt, at han ikke mere kunde leve uden hende … o, Gud!
Sofia tilbragte hele Natten i Feberfantasier. Hun stod stundom op, græd, vred Hænderne, saa tabte hun atter Besindelsen i en feberagtig Søvn og drømte om Poletschka, Katerina Iwanowna, Elisabeth, Læsningen af Evangeliet og om ham … ham med det blege Ansigt og de brændende Øjne … hvorledes han kysser Fødderne, græder … o Gud!
Til Højre bag Døren, der skilte Sofias Stue fra Gertrude Karlowna Røslichs Lejlighed, var et Mellemværelse, som allerede i lang Tid havde staaet tomt, og som Fru Røslich vilde leje ud. Der var klæbet Sedler paa Vinduerne, som vendte mod Kanalen.
Sofia troede altid, at dette Værelse var ubeboet. Men i dette tomme Værelse stod hele Tiden Hr. Swidrigailow ved Døren og lyttede.
Da Raskolnikow var gaaet, blev han endnu staaende en Stund, betænkte sig, gik paa Tæerne tilbage til sit Kammer, hentede en Stol og satte den lydløst tæt ind til Døren, der førte til Sofias Stue.
Samtalen var for ham interessant og af stor Betydning og behagede ham overordentligt; saa meget, at han satte Stolen derhen for senere i Morgen f. Eks., at slippe den Ubehagelighed atter at maatte staa en hel Time; han vilde indrette sig
