75
ladet ham, Raskolnikow, staa der saa rolig og vente.
Og vilde man vel have ventet paa ham her til Klokken elleve, ventet paa, at det behagede ham at umage sig hid.
Det var altsaa klart: enten havde hin Mand ikke angivet naaet, eller … han vidste selv ingen Ting, havde ikke set noget med egne Øjne — hvor skulde det ogsaa være muligt? — og derfor var alt det, som i Gaar havde passeret ham, Raskolnikow, atter blot et Fantaslbillede, der var blevet forstyrret ved hans ophidsede og syge Indbildningskraft.
Denne Løsning havde forøvrigt allerede i Gaar sat sig fast hds ham, medens han endnu befandt sig i det første Stadium af Uro og Fortvivlelse.
Da han endnu engang overlagde alt og forberedte sig til ny Kamp, følte han pludselig at han rystede — en Afsky greb ham ved den Tanke, at det skulde være Frygt for den ham saa modbydelige Porphyrius Petrowitsch, oer bragte ham til at skælve. Det var ham det skrækkeligste atter at maatte staa for dette Menneske, der var ham saa antipathisk; han hadede ham umaadeligt, uendeligt og frygtede endog for paa en eller anden Maade at forraade sig ved sit Had.
Hans Afsky var saa stor, at den straks undertrykte hans Skælven; han beredte sig til med kold, fræk Mine at træde ind og lovede sig selv at tie saa meget som muligt, at holde Øjne og Øren aabne og i det mindste denne Gang for enhver Pris at holde sin sygeligt ophidsede Natur i Tømme.
Saa blev han kaldt ind.
Porphyrius Petrowitsch var alene i sit Kabinet. Det var et middelstort Værelse med ordinære Møbler, blandt hvilke der ogsaa befandt sig en med Voksdug betrukken Sofa.
