79
hans Latteranfald, saa han blev ganske purpurrød i Ansigtet.
Men i sin Uvilje glemte nu Raskolnikow al Forsigtighed, han holdt op med sin Latter, rynkede Panden og betragtede hele Tiden under denne forcerede, uendelige Latter Porphyrius længe og fjendtligt.
Uforsigtigheden fandt for øvrigt Sted paa begge Sider. Det syntes, som om Porphyrius lo sin Gæst lige op i Ansigtet, men denne syntes at tage Latteren fjendtligt op, og det lod til, at denne Fjendtlighed ikke i ringeste Maade generede Porphyrius.
Det sidste var meget betydningsfuldt for Raskolnikow. Han indsaa nu, at Porphyrius heller ikke forhen paa nogen Maade havde generet sig, men at han, Raskolnikow selv, maaske var gaaet i Fælden, at her øjensynlig var noget forhaanden, hvorom han endnu intet anede, en eller anden Hensigt; at maaske alting allerede var forberedt, og at Katastrofen kunde komme, hvad Øjeblik det skulde komme.
Han gik derfor lige løs paa Maalet, rejste sig og tog sin Hue.
„Porphyrius Petrowitsch,” begyndte han, men temmelig oprørt, „De ytrtde i Gaar det Ønske, at jeg skulde komme til et Forhør. Jeg er nu kommen, og ønsker De noget af mig, saa forhør mig; hvis ikke, saa tillad, at jeg fjerner mig. Jeg har ikke Tid … Jeg maa gaa til den forulykkede Embedsmands Begravelse, som De nok véd.” At han havde tilføjet disse Ord ærgrede ham atter og endnu mere oprørt vedblev han: „alt dette er mig modbydeligt, hører De… jeg er endogsaa tildels syg af det… kort og godt”, skreg han næsten, som om han følte, at Frasen om Sygdom heller ikke var paa sin Plads, „enten forhører De mig, eller De
