Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/472

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

80

lader mig gaa, og det straks … og vil De forhøre mig, saa gør det i lovlig Form! paa anden Maade vil jeg ikke finde mig i det; og altsaa Farvel indtil videre, vi to har nu ikke mere at gøre med hinanden.”

„Herre Gud, hvad gaar der af Dem?… Angaaende hvad skal jeg forhøre Dem?” sagde Porphyrius Petrowitsch, som straks havde forandret Tone og afbrudt sin Latter, „bliv dog ikke vred for saa lidt.” Og han rumsterede atter omkring, løb frem og tilbage og gjorde sig Umage for atter at faa Raskolnikow til at sidde ned, „vi har jo Tiden for os, alt det her er jo Bagateller! Jeg er jo saa glad over, at De atter har besøgt mig … jeg betragter Dem som Gæst. Og denne fordømte Latter maa De virkelig undskylde, bedste Rodion Romanowitsch, — ikke sandt, Rodion Romanowitsch er det jo? Jeg er saa nervøs og De fik mig til at le ved Deres vittige Bemærkning; det hænder mig af og til, da begynder jeg at bævre — som Gummi elastikum, og det varer ofte en halv Time… Jeg kommer saa let til at le, at jeg endogsaa maa vogte mig for ikke at faa et Slagtilfælde. Men saa sæt Dem dog, det har da ikke saadan et Hastværk. Jeg beder Dem paa det indstændigste, ellers maa jeg jo tro, at De er vred paa mig.”

Raskolnikow hørte tavs paa ham og betragtede ham vredt og mørkt. Han satte sig for Resten ned igen dog uden at lægge Huen bort.

„Jeg maa nu sige Dem noget om mig selv, ullerbedste Rodion Romanowitsch, saa at sige til Forklaring af min Karakter,” vedblev Porphyrius Petrowitsch, der fremdeles fejdede omkring i Værelset og undgik sin Gæsts Blik. Ser De, jeg er en Garçon, et Menneske uden fine Omgangsformer, en ubekendt Personlighed, desuden et færdigt, saa