88
Han begreb, at dette var den bedste Taktik i hans Stilling, da han saa ikke selv fortalte sig, medens hans Taushed maaske endogsaa kunde tirre Fjenden, saa denne fortalte sig; i det mindste haabede han dette.
„Nej, jeg ser nok, at De ikke tror mig, De mener endnu altid, at jeg driver uskyldig Spas med Dem,” vedblev Porphyrius bestandig mere oprømt, og begyndte saa atter at gaa op og ned i Værelset, „det er sandt, De har aldeles Ret; Gud har desværre nu engang skabt min Figur saa, at den kun skaber Munterhed hos andre; men, hvad jeg vil sige Dem og som jeg maa gentage — det er, kæreste Rodion Romanowitsch — undskyld mig gamle Mand — De er endnu meget ung, saa at sige i den første Vaar, og skatter derfor Forstanden som det højeste hos Mennesket, saaledes som Ungdommen jo altid plejer at gøre. Glimrende skarp Forstand og abstrakte Fornuftslutninger er jo saa forføriske! Naa, min Kære, nu vil jeg sige Dem hele den udførlige Sandhed med Hensyn til hvert enkelt Tilfælde. Altsaa Virkeligheden og Naturen, det er, min kære Herre, meget vigtige Faktorer; de gør ofte de skarpsindigste Beregninger til Skamme! Men hør dog efter hvad jeg gamle Mand siger, jeg taler virkelig alvorligt, Rodion Romanowisch,” sagde han, og det syntes virkelig, som om den knap femogtrediveaarige Porphyrius Petrowitsch pludselig var bleven gammel; endogsaa hans Stemme havde forandret sig. „Jeg er ovenikøbet,” tilføjede han, „ogsaa et oprigtigt Menneske .... Er jeg ikke oprigtig? — hvad mener De? Det forekommer mig dog, at jeg i højeste Grad er oprigtig, naar jeg saaledes gratis meddeler Dem alt, uden at kræve mindste Godtgørelse for det, ha, ha! — Naa, jeg fortsætter altsaa: Skarpsindigheden er efter min
