92
„Gud! hvor kan man dog tage sig saa lidt iagt? I Gaar kom ogsaa Dmitri Prokofjitsch op til mig —— jeg indrømmer gærne, at jeg har en giftig, afskyelig Karakter, og nu drager De saadanne Slutninger af det!… ak, Du min Herre Gud! — Kom han maaske ogsaa efter Opfordring af Dem? … Men sæt Dem dog, kære Ven, sæt Dem dog for Guds Skyld!”
„Nej, han kom ikke efter min Opfordring, men jeg vidste, at han gik til Dem … og jeg vidste, hvorfor han gik,” svarede Raskolnikow skarpt.
„De vidste det?”
„Ja; — og hvad slutter De saa deraf?”
„Bedste Rodion Romanowitsch, deraf slutter jeg, at jeg endnu véd ganske andre Ting om Dem; jeg jeg ved alt! Jeg véd ogsaa, hvorledes De gik ud for at leje en Bolig, ved Nattetid, i Mørke; at De ringede paa Klokken, at De talte om Blod, at De bragte Arbejdere og Portnere helt fra Koncepterne. Jeg forstaar jo ogsaa Deres daværende Sjælestemning .... men alligevel skader De De Dem paa denne Maade ved Gud ganske simpelt af med Forstanden! De ødelægger Dem aldeles! Det er just denne ædle Fortørnelse mod alle udstaaede Krænkelser, først mod Skæbnen, saa mod Politiet, der koger i Dem; og saa lægger De Dem ud med alle, blot for at faa alle til at tale, for paa denne Maade endelig at faa rent Bord; thi alle disse Dumheder og al denne Mistanke er bleven Dem modbydelig. Er det ikke rigtigt, har jeg ikke forstaaet Deres Stemning? … Men paa denne Maade ruinerer De ikke alene Dem selv, men ogsaa Rasumichin, og det vilde dog være Skade; han er virkelig for god til det, det ved De jo selv. Hos Dem er det Sygdommen, men hos ham er det blot Retskaffenhed … men Deres Sygdom kunde smitte
