91
ham … Jeg vil fortælle Dem noget, kæreste Ven, naar De har beroliget Dem … men sæt Dem dog, bedste Ven, for Guds Skyld! Hvil Dem dog ud, De har jo ganske forandret Dem, sæt Dem dog ned!”
Raskolnikow satte sig; hans Kuldegærninger hørte op og Blodet steg ham pludseligt til Hovedet.
Med stor Forbavselse lyttede han opmærksomt til den tilsyneladende saa forskrækkede og for ham bekymrede Porphyrius Petrowitsch. Men han troede ikke det ringeste af, hvad han sagde, skønt han sporede en ejendommelig Tilbøjelighed til at tro ham.
De uventede Ord om Boligen havde frapperet ham stærkt, — hvad betyder nu alt dette, han ved altsaa ogsaa Besked om Boligen — tænkte han —, og dog fortæller han mig det selv!
„Ja, jeg kender ogsaa et ganske lignende Tilfælde i vor retslige Praksis, ogsaa et psykologisk, sygeligt Tilfælde,” vedblev Porphyrius hastigt. „Her tog ogsaa En et Mord paa sig og bar sig frygtelig forvirret ad. Han fremstillede Fakta, fortalte Detaljer, — og hvad var det saa tilsidst? Han var blot delvis, og det ganske viljeløst, Aarsag til Mordet; men da han fik at vide, at han havde ydet Morderen Bistand, da blev han tungsindig, forvirret, saa Spøgelser, blev ganske forrykt og indbildte sig tilsidst selv, at han var Morderen! Lykkeligvis fandt Senatet dog tilsidst ud af Affæren; den Ulykkelige blev frikendt og stillet under Opsigt. Ak, ja, ja. Paa denne Maade, allerkæreste, kan man let faa en Nervefeber, naar man tillader sig slige Nerveophidselser som at ringe paa Klokker ved Nattetide og spørge efter Blod. Denne Psykologi har jeg i Praksis studeret til Bunds. Paa denne Maade forkommer det, at Mennesker pludselig faar Lyst til at springe ud af Vinduer eller styrte sig ned fra Kirke-
