92
taarne, det er saadan en ejendommelig, forførerisk Følelse, aldeles som med Dørklokken… Syg er De, Rodion Romanowitsch, meget syg, og De har ikke givet nok Agt paa Deres Sygdom. De skulde tale med en erfaren Læge, men ikke med en saadan som Deres tykke Ven Sosimow. Deres Fantasi er ophidset! Alt dette er jo den rene Feberophidselse.”
Det løb rundt for Raskolnikow.
„… Skulde han virkelig lyve.” Denne Tanke foer ham gennem Hovedet. „Nej, det er umuligt, umuligt!”
Han stødte denne Tanke langt bort fra sig, da han allerede paa Forhaand følte, til hvilken Grad af Raseri og Forbitrelse den kunde lede ham; han følte, at Vreden truede med ganske at berøve ham hans Forstand.
„Det var ingen Feberophidselse, det var den reneste virkelige vaagne Tilstand!” raabte han og anstrængte alle sine Aandskræfter for at gennemskue Porphyrius's Spil. „Vaagen var jeg, vaagen!… hører De det!”
„Jeg forstaar det jo og hører! I Gaar sagde De jo det samme, og De betonede det endog saa udtrykkeligt. Alt, hvad De kan sige mig, begriber jeg jo fuldkommen godt! … Men saa hør dog paa mig, Rodion Romanowitsch, hør dog paa denne eneste Indvending: Hvis De virkelig var en Forbryder, eller paa nogen Maade delagtig i denne fordømte Sag, — vilde De vel da udtrykkelig holde paa, at De havde gjort alt dette ikke i Feberophidselse, men med klar Forstand! Vilde De haardnakket holde paa det? — var det vel muligt, var det blot tænkeligt, sig mig det? Netop det modsatte var dog, efter min Mening, det naturligste. Thi hvis De paa nogen Maade følte Dem skyldig, saa
